USA kalder dødsdom til Mursi for uretfærdig og farlig

Skrevet af admin

19/05/2015

Dagens topnyheder

USA's udenrigsministerium udtaler, at dødsdommen til den tidligere egyptiske præsident, Mohamed Mursi, er uretfærdig og undergravende for tilliden til retssamfundet.

Talsmanden for udenrigsministeriet, Jeff Rathke, siger med henvisning til over 100 dødsdomme i Egypten i weekenden, at USA også er dybt bekymret over "endnu en massedødsdom" fra de egyptiske domstole.

FN udtrykker også dyb bekymring over dødsdommene til Mursi og andre islamister, og Tyrkiet advarer om farlig uro i hele Mellemøsten, hvis dommene bliver eksekveret.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at han meget nøje vil følge appelsagerne i de egyptiske retssager.

En talsmand for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at Tyrkiet vil samarbejde med FN's Menneskerettighedskommission, UNHCR, og tage "alle nødvendige skridt" for at forhindre en henrettelse af Mursi.

En egyptisk domstol dømte lørdag Mursi til døden for blandt andet at have opildnet til et fængselsoprør, hvor indsatte flygtede og angreb politifolk i 2011.

Dommen vil blive forelagt Egyptens øverste religiøse instans, stormuftien, som skal tage stilling til, om den skal eksekveres. Dommen kan dog fortsat ankes.

Over 100 medlemmer af Det Muslimske Broderskab blev dømt til døden for at være brudt ud under fangeoprøret i 2011. Mursi anklages for at have planlagt en masseflugt og konspireret med udenlandske bevægelser. Mange af de tiltalte blev dømt in absentia.

Mursi, der tidligere har været dømt, har før undgået dødsstraf.

Det Muslimske Broderskab kom til magten i Egypten gennem Mursi efter revolutionen i 2011, da Hosni Mubaraks regime blev væltet.

Mursi var Egyptens første præsident, som blev valgt ved et frit, demokratisk valg.

Broderskabet blev fjernet fra magten af militæret med daværende hærchef Abdul Fattah al-Sisi - den nuværende præsident - i spidsen.

Siden har styret i Egypten knust broderskabet og dets støtter med masseanholdelser, dødsdomme og fængselsstraffe.

/ritzau/Reuters