USA: Kaos i Yemen kan styrke al-Qaeda

Skrevet af admin

08/04/2015

Mest læste i dag

Militante med forbindelser til al-Qaeda udnytter de kaotiske forhold i Yemen til at vinde terræn og styrke deres position.

Sådan lyder det fra USA's forsvarsminister, Ash Carter, mens USA øger våbenleveringerne til en saudiarabisk-ledet koalition, der støtter de trængte regeringsstyrker i det krigshærgede land.

FN siger, at mindst 549 mennesker er blevet dræbt under kampene i de seneste uger - deriblandt 74 børn.

- Situationen i Yemen er stadig helt uoverskuelig, og der er et ret stort antal forskellige parter i konflikten. Den centrale regering er brudt sammen, og der er Houthi-militsen som én part, mens AQAP er en anden, siger Carter med henvisning til al-Qaeda på den Arabiske Halvø.

De forskellige parter har optrappet deres kamp om magten, efter at præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi blev afsat i januar. Han er siden flygtet - først til sin fødeby Aden og derfra videre til Saudi-Arabien.

Regeringsstyrker, der er loyale mod den flygtede præsident, forsøger at standse Houthi-militsens fremrykning med støtte fra nabolandene.

Carter siger, at USA i særdeleshed frygter al-Qaeda i Yemen (AQAP), som ikke blot kæmper om magten i Yemen, men som også har planer om at udføre terroranslag mod USA og Europa.

USA har længe bombet AQAP med droner i Yemen, hvilket bliver sværere at fortsætte under de kaotiske forhold i landet.

- Selvfølgelig er det lettere, når der er en stabil og samarbejdsvillig regering, men selv om det er sværere, betyder det ikke, at vi ikke fortsætter med at beskytte os selv. Vi må blot gøre det på anden måde, understreger Carter.

USA støtter saudiarabiske styrker med efterretninger, overvågning, rekognoscering og våben.

Bombardementer i Yemen har været katastrofale for civile, siger Røde Kors.

- I byen Aden er der krig på hver gade og på hvert hjørne. Mange har ingen chance for at flygte, siger talskvinden for Røde Kors, Marie Claire Feghali.

FN advarer om, at Yemen er tæt på en humanitær katastrofe.

/ritzau/Reuters