USA-kender: Betjente venter væbnet modstand

Skrevet af admin

08/07/2016

Dagens topnyheder

Skuddramaet i Dallas, hvor 11 politibetjente er skudt ned, og fire foreløbig er dræbt, er kun det seneste sammenstød mellem betjente og borgere i USA.

Ifølge USA-kenderen Mads Fuglede hersker der en vis afmagt i dele af det amerikanske samfund i forhold til de drab på sorte, som politiet har været involveret.

- Nu kender jeg ikke de nærmere omstændigheder omkring disse snigskytter. Men man kan frygte, at der er en afmagt i dele af det amerikanske samfund over alle de drab, man har set, som politiet har været involveret i, siger Mads Fuglede.

Sammenstødene viser, at visse amerikanske delstaters politi har let til aftrækkeren, at betjente møder en befolkning bevæbnet til tænderne, og at racisme stadig er et tema i USA, mener han

- Man kan se helt grundlæggende på, hvordan politiet gebærder sig i USA. Så vil nogen sige, at man skal se på våbenloven, andre kræver en mere ærlig og inkluderende dialog om raceproblematikken, siger Mads Fuglede.

Skyderiet i Dallas følger to drab i byen Baton Rouge i Louisiana og i Minnesota, hvor betjente har skudt sorte mænd. Præsident Obama har advaret om, at retssystemet er udfordret efter raceskel, som skaber mistillid mellem betjente og lokalbefolkningen.

- Det har været og er et tema. Det var oppe i praktisk talt samtlige debatter. Især Demokraterne har meget fokus på dette område. Jeg tror ikke, at det er et emne, der er afgørende i valgkampen, siger Mads Fuglede.

Politiet hører i forbundsstaten USA under de 50 delstater. Derfor er der store forskelle på, hvordan politiet optræder, påpeger han.

- Det er kun i lille grad et føderalt problem. Fra føderalt hold udstikker man nogle guidelines (retningslinjer) til politikorps, som i hele USA er et anliggende for delstaten. Derfor er det meget forskelligt, hvilken politipraksis man ser, siger Mads Fuglede.

Efter voldsepisoder reorganiserede delstaten New York politikorpset, som nu sjældent støder sammen med borgerne, forklarer han.

/ritzau/