USA-kender om Clinton-video: Bevidst mangel på hvide mænd

Skrevet af admin

13/04/2015

Dagens topnyheder

Hillary Clinton fylder ikke meget i den to minutter og 18 sekunder lange video, hun søndag lagde ud på de sociale medier for at bekræfte sit kandidatur til præsidentposten i USA.

Det er i sig selv anderledes end normalt, men hvad der er mere bemærkelsesværdigt, er ifølge Anne Mørk, ph.d. i amerikanske studier på Syddansk Universitet, at én bestemt type amerikaner mangler.

- Man ser hvide, sorte, asiater, latinoer, et homoseksuelt par, enlige mødre, men de hvide mænd er i suverænt mindretal i den her video, og det er et signal i sig selv: Hun appellerer til kvinder og til minoriteter, siger Anne Mørk fra SDU.

Mens billedsiden af videoen er utraditionel, er lydsiden til gengæld som forventet.

- Dét, hun så siger, hvor hun snakker om økonomi og job, appellerer til den brede middelklasse.

- Man kan sige, at det er kvinderne og minoriteterne, som hun skal mobilisere, for at hun skal blive valgt, og det her med at appellere til middelklassen og snakke om job og økonomi, er dér, hvor alle starter. Det er noget, der appellerer til alle. Det er et pænt, ufornærmende emne at tage fat i, siger Anne Mørk.

Clinton begynder allerede sin officielle valgturné på tirsdag i den vigtige svingstat Iowa. Dels er Iowa den første delstat, der holder afstemning om, hvem der skal være Demokraternes og Republikanernes kandidater ved præsidentvalget i november 2016.

Og dels var det her, at Hillary første gang måtte se sig slået af den karismatiske senator Barack Obama under primærvalgene forud for præsidentvalget i 2008.

Denne gang er det vigtigt for Clinton, at hun ikke tager sin sejr for givet, som mange beskyldte hende for at gøre for syv år siden, mener Anne Mørk:

- Hun skal appellere bredt inden for sit eget parti. Hun skal forsøge at holde andre demokrater fra fadet. Samtidig er det også en balancegang. Hun skal ikke blive for stor en kandidat og toppe for tidligt, siger hun.

/ritzau/