USA-kender ser Kaine som Clintons sikre vicepræsidentvalg

Skrevet af admin

23/07/2016

Dagens topnyheder

Demokraternes Hillary Clinton er en forsigtig politiker, der vælger det sikre frem for det uforudsigelige.

Og det er en af grundene til, at hun har valgt den 58-årige Virginia-senator Tim Kaine som sin vicepræsidentkandidat.

Det vurderer Jørn Brøndal, der er lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Tim Kaine er stabil og driftsikker og repræsenterer svingstaten Virginia, siger han.

- Samtidig kan han appellere til hvide vælgere både i midtvesten og i syden. Det spiller en stor rolle i en præsidentvalgkamp, hvor Trump netop forsøger at kapre så mange hvide vælgere som overhovedet muligt.

Desuden kommer senator Tim Kaine fra en middelklassefamilie, og så taler han flydende spansk. Det bliver set som vigtige aspekter i det kommende valg, hvor mange spår, at spansktalende og middelklasseamerikanere kommer til at få afgørende indflydelse.

- Så har han også en fortid som jurist med speciale i boligret, hvor han har fokuseret på racediskrimination. Så han boner ud positivt på rigtig mange demokratiske sager, siger Jørn Brøndal.

- Han repræsenterer i høj grad det multikulturelle USA, samtidig med at han har en hvid profil.

Omvendt repræsenterer Tim Kaine på ingen måde Bernie Sanders-lejren, altså venstrefløjen i Det Demokratiske Parti, påpeger lektoren.

- Det kan være et problem. Og så har han indtil videre stået for frihandelsidéer, som Hillary Clinton ellers er gået i defensiven med på grund af kritik fra dele af Sanders-lejren, siger han.

Lørdag vil Kaine og Clinton for første gang føre kampagne sammen. Det vil ske i delstaten Florida, der også er en af de vigtige svingstater frem mod valget 8. november.

/ritzau/