USA klager over ny "farlig" russisk flyvning over Østersøen

Skrevet af admin

17/04/2016

Mest læste i dag

Spændingerne mellem Rusland og USA i Østersøen fortsætter, efter at amerikanerne i begyndelsen af ugen kritiserede russiske fly for at flyve lige lovlig tæt på et amerikansk flådeskib i området.

Lørdag lyder det fra det amerikanske forsvarsministerium, at et russisk kampfly torsdag kom tæt på et amerikansk rekognosceringsfly, da det var på en rutinemæssig flyvning i internationalt luftrum over Østersøen.

Det skete ifølge USA på en "farlig" og "uprofessionel" måde.

- Det amerikanske fly opererede i internationalt luftrum og krydsede på intet tidspunkt ind i russisk territorium, siger Pentagon-talsmand Laura Seal.

Alligevel sendte russerne altså et Su-27-fly på vingerne, hvilket eksempelvis sker, når et fly bevæger sig ind i nationalt luftrum uden at have givet besked om det i forvejen.

- Denne farlige og uprofessionelle ageren fra en enkelt pilot har potentialet til unødvendigt at eskalere spændinger mellem landene, siger Laura Seal.

Tidligere på ugen offentliggjorde USA's forsvar billeder fra flere episoder i Østersøen, hvor to russiske kampfly kom inden for få meters afstand af en amerikansk destroyer, der ifølge USA befandt sig i internationalt farvand.

I et enkelt tilfælde var et af flyene blot ni meter fra krigsskibet USS Donald Cook.

Flyvningerne er af amerikanerne blevet betegnet som simulerede angreb, og en unavngiven kilde har beskrevet episoderne som den mest aggressive adfærd i nyere tid.

Foruden flyene var også en russisk helikopter forbi USS Donald Cook syv gange, hvor den angiveligt tog billeder.

Rusland nægter at have gjort noget forkert og siger, at man har respekteret alle sikkerhedsregler og retningslinjer i forbindelse med flyvningerne.

/ritzau/AFP