USA kræver FN-resolution om Syrien i næste uge

FN-rapporten har endegyldigt vist, at det syriske regime stod bag et giftgasangreb i august, mener Kerry.

»Sikkerhedsrådet må være klar til at reagere i næste uge. Det er afgørende, at det internationale samfund handler,« sagde Kerry.

Den amerikanske udenrigsminister skal søndag mødes med flere landes ledere i New York til den årlige FN Generalforsamling, hvor hovedfokus vil være den syriske borgerkrig.

»Jeg vil sige til de forenede nationer, at vi ikke har meget tid. Lad os ikke spilde den på at debattere det, som vi allerede ved,« sagde Kerry.

Ruslands præsident Putin sagde til journalister og eksperter i den russiske by Valdai, at han ikke kunne være 100 procent sikker på, at planen om destruktion af Syriens kemiske våbenlager ville blive ført ud i livet.

»Men alt vi har set i de seneste dage giver os tillid til, at det vil ske,« sagde han og tilføjede »jeg håber det.«

Rusland og USA står bag en aftale, som forpligter Syriens præsident Bashar al-Assad til at aflevere en komplet liste over landets kemiske våben og få dem destrueret inden sommer til næste år.

Men Rusland, som er en vigtig allieret for Syrien, er utilfreds med udkastet til en resolution, der indeholder mulighed for brug af militær magt og sanktioner under artikel syv i FNs charter.

BNB/AFP

Dagens Gossip