USA kræver milliarder af Volkswagen i sag om forurening

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

USA kræver milliarder af den tyske bilkoncern Volkswagen for brud på amerikansk lov om luftforurening, oplyser justitsministeriet i Washington.

Sagen er rejst i forlængelse af skandalen om snydesoftware i Volkswagens biler.

Søgsmålet drejer sig om 600.000 biler, som ifølge amerikanske myndigheder er i strid med luftforureningsloven.

En chef i ministeriet siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at sagen kan koste den tyske bilproducent milliarder af dollar.

- USA vil kræve erstatning for alle relevante forhold af Volkswagen for at godtgøre overtrædelser af luftforureningsloven, siger John Cruden, som er chef for ministeriets afdeling for miljø og naturressourcer.

At justitsministeriet rejser den civile retssag udelukker ikke, at man senere vil åbne en straffesag mod Volkswagen, oplyser en kilde i ministeriet ifølge Reuters.

Bilkoncernen erkendte sidste år at have indbygget snydesoftware i millioner af dieselbiler i blandt andet USA for at leve op til amerikansk lov om udledning af kvælstofilter (NOx).

Med snydesoftware ændrede bilerne opførsel under test og udledte mindre NOx, end ved normal kørsel.

Fuskeriet var at finde i omkring 11 millioner biler.

Skandalen kostede Volkswagens administrerende direktør jobbet. Den sendte også salget af selskabets biler, der blev markedsført som miljøvenlige, på retur.

/ritzau/Reuters