USA kræver troværdig handling fra Iran

Amerikanerne mener, at indsættelsen af den nye iranske præsident, Hassan Rohani, giver Iran en chance for netop at handle på den internationale bekymring. Men det må ske på fredelig vis, og »bolden er på deres banehalvdel«, slog Jen Psaki fast tirsdag.

I sin første tale siden weekendens indsættelse sagde Rohani, at han og Iran var klar til en ny omgang forhandlinger, og at han var »alvorligt opsat« på at løse striden om atomprogrammet »uden at spilde tid«.

Det er de udtalelser, som har fået USA til at kræve, at Iran tager skridt som viser, at man mener det alvoligt.

Rohani har dog også slået fast, at man kun kan nå en løsning gennem forhandling og »ingen trusler«. Og at Iran ikke er parat til at opgive atomprogrammet.

»Irans fredelige atomprogram er et nationalt emne. Vi vil holde fast i vores rettigheder på grundlag af de internationale regler,« sagde præsidenten tirsdag.

Men hos den iranske ærkerival, Israel, mener premierminister Benjamin Netanyahu ikke, at man fra international side skal droppe presset på Iran.

»Irans præsident siger, at pres ikke vil virke. Ikke rigtigt! Det eneste, der har virket de sidste to årtier er pres. Og det eneste, der vil virke, er øget pres,« dundrede han foran en delegation af amerikanske kongresmedlemmer tirsdag i kølvandet på Rohanis udtalelser.

Iran har flere gange forhandlet med de permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien, samt Tyskland, men endnu er parterne ikke nået frem til en aftale om atomprogrammet. Det internationale samfund frygter, at Iran udvikler atomvåben, mens iranerne selv forsvarer sig med, at det blot er til fredelige formål som atomenergi.

Dagens Gossip