USA kritiserer fransk erhvervsfremstød i Iran

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Selv om der blæser mildere vinde i forholdet mellem USA og Iran, er amerikanerne ikke just begejstrede for, at vestlige virksomheder nu står i kø for at få foden indenfor på det iranske marked.

En fransk erhvervsdelegations besøg i Iran har "ikke været til nogen hjælp" i det internationale diplomati. Det understreger USA's udenrigsminister, John Kerry, tirsdag over for sin franske kollega, Laurent Fabius.

For det har givet det forkerte indtryk, at Vesten nu kan handle med Iran uden problemer, siger regeringskilder i Washington.

I en midlertidig aftale, som Iran indgik med seks stormagter i november i fjor, er Teheran gået med til at begrænse dele af landets omstridte atomprogram til gengæld for en delvis ophævelse af de internationale sanktioner mod landet.

Aftalen indebærer, at der skal forhandles om en fuld aftale inden for et år. Men lempelsen af sanktionerne mod Teheran har allerede nu udløst et kapløb mellem vestlige virksomheder, der ser nye muligheder i Iran.

Over 100 erhvervsledere fra Frankrigs største firmaer blev budt velkommen i Teheran mandag på den største franske handelsmission i en årrække.

- Kerry har sagt meget direkte til den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, at handelsdelegation ikke har været til nogen hjælp, siger den amerikanske viceudenrigsminister Wendy Sherman.

- Teheran er ikke åben for forretninger og handler, da vores sanktioner er midlertidige, siger hun om aftalen, der indgået for at købe tid og bane vej for en mere omfattende aftale.

I Kongressen er der udbredt bekymring for, at Vesten har givet Iran for mange indrømmelser i forhandlingerne om landets atomprogram.

/ritzau/Reuters