USA kritiserer Rusland for at dømme politisk aktivist

Skrevet af admin

30/12/2014

Dagens topnyheder

Det amerikanske udenrigsministerium siger, at retssagen og fængslingen af Navalnij-brødrene i Moskva markerer en foruroligende udvikling i Rusland, som har til formål at straffe og forhindre politisk aktivisme.

- Vi er foruroliget over Navalnijs dom, siger en talsmand for udenrigsministeriet, Jeffrey Rathke, efter at en dommer i Moskva tirsdag har dømt den russiske oppositionsleder til tre og et halvt års betinget fængsel.

Navalnij var sammen med sin bror, Oleg, anklaget for at bedrage det franske kosmetikfirma Yves Rocher for 27 millioner rubler (over tre millioner kroner).

Yves Rocher har tidligere afvist, at virksomheden skulle have været udsat for svindel.

I Bruxelles siger en talskvinde for EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, i en erklæring, at anklagerne mod de dømte ikke er blevet bevist under retssagen.

Hun tilføjer, at EU mener, at der er sket politisk indblanding.

- EU understreger betydningen af, at domme afsagt af domstole skal være uafhængige, renset for politisk indblanding og i overensstemmelse med loven, siger hun.

Talskvinden, Maja Kocijancic, siger videre, at EU forventer, at alle parter udviser tilbageholdenhed i den nuværende situation.

Det var en henvisning til demonstrationer ved Kreml tirsdag aften.

Navalnij blev anholdt af politiet, da han kom for at deltage i protesterne, selv om han var blevet idømt husarrest.

Kort før anholdelsen havde oppositionspolitikeren skrevet på sin Twitterprofil, at han ville bryde sin husarrest for at deltage i protesterne.

- Ja, jeg er under husarrest, men i dag vil jeg være sammen med Jer. Så jeg kommer, skrev han på Twitter.

Navalnij har opfordret sine sine tilhængere til at demonstrere og at arbejde på at nedbryde præsident Vladimir Putins styre.

/ritzau/AFP