USA lægger nye OL-skøjtedragter på is

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

USA har været blandt de største skuffelser i hurtigløb på skøjter ved OL, og nu mener amerikanerne, at de har fundet årsagen til de pauvre resultater.

De nye højteknologiske dragter, der skulle give amerikanerne en fordel, har i stedet vist sig som en ulempe.

Det er i hvert fald den konklusion, den sportslige ledelse er kommet frem til, og nu bliver superdragterne kasseret.

Den internationale olympiske komité (IOC) har lørdag givet amerikanerne grønt lys til at skifte dragter og dermed gå tilbage til det udstyr, de kender og er fortrolige med.

- Det handler først og fremmest om, at vi skal have en forandring, så vi kan føle os tilpas, siger den amerikanske træner Matthew Kooreman ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lørdag middag er USA fortsat uden medaljer i hurtigløb på skøjter ved OL.

/ritzau/