USA lover ikke at spionere på FN

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske regering har forsikret FN om, at USA ikke vil overvåge verdensorganisationens hemmelige kommunikation.

Det siger FN's talsmand, Martin Nesirky, som imidlertid ikke vil bekræfte mediehistorier om amerikansk overvågning af FN's interne kommunikation.

Talsmanden fortæller, at FN har kontaktet USA efter disse forlydender.

- Jeg forstår, at de amerikanske myndigheder har forsikret om, at FN's kommunikation ikke bliver og ikke vil blive overvåget, siger Nesirky.

Det kom frem tidligere i år, at USA angiveligt skulle have "kigget med" på FN's hemmeligt krypterede videokonferencer.

Det fulde omfang af USA's overvågning af FN er ikke kendt, og det er heller ikke klart, om amerikanerne har stoppet al monitorering af diplomater, der arbejder for FN i New York eller andre steder i verden.

- De diplomatiske missioners - også FN's - ukrænkelighed er velbeskrevet i international lov, og derfor forventes det, at alle medlemslande handler i overensstemmelse med denne lov, siger Nesirky.

Wienerkonventionen fra 1961 regulerer diplomatiske forbindelser, og den beskytter FN's og andre internationale organisationers diplomatiske missioner.

/ritzau/AFP