USA og allierede nationer bomber Islamisk Stat i Syrien

USA og internationale samarbejdspartnere har udført de første luftangreb mod den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) i Syrien, oplyser Pentagon.

Angrebene er blandt andet blevet udført med tomahavk-missiler.

Natten til tirsdag dansk tid er bombemissionen angiveligt stadig i gang.

- Jeg kan bekræfte, at amerikansk militær og partner-landes styrker er i gang med en militær aktion mod Isil (et andet navn for Islamisk Stat, red.) i Syrien, skriver Pentagon-talsmand John Kirby i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Da disse operationer er i gang, vil vi ikke komme med yderligere detaljer på dette tidspunkt, fortsætter John Kirby.

Ifølge Wall Street Journal er arabiske lande involveret i bombardementet.

Islamisk Stat har over de seneste måneder indtaget store områder i både Irak og Syrien. En international koalition, der bliver anført af USA, forsøger at bekæmpe gruppen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV