USA og Disney overtager formandskabet i Arktisk Råd

Skrevet af admin

19/01/2015

Dagens topnyheder

USA's arktiske politik vil næppe blive formidlet i et Disneys univers, som det kendes fra filmen Frost, mens det er sandsynligt, at det vil ske i form af en dokumentarfilm, der skal vise, hvordan livet i Arktis ser ud i virkeligheden.

På konferencen Arctic Frontiers i den nordnorske by Tromsø gør USA's arktiske ambassadør, Robert Papp, rede for, hvordan det kommende amerikanske formandskab i Arktisk Råd allerede har forhandlet med Disney om at udbrede kendskabet til polarregionen.

- Måske skal vi bruge Disney til at fortælle amerikanerne om Arktis - ikke bare om Alaska, men hele regionen. Frost er et fantasiunivers i Norge, mens virkeligheden er en anden, siger den tidligere admiral i det amerikanske kystvagt.

Robert Papp er på rundrejse for at præsentere USA's prioriteter, når amerikanerne overtager det roterende formandskab i Arktisk Råd i april efter Canada.

Han begyndte i Sverige, er nu i Norge, inden han senere på ugen kommer til København.

Den pensionerede admiral har højt på sin dagsorden, at sikkerheden til havs i Arktis skal følge med den øgede maritime aktivitet i regionen.

Det kræver et stærkt eftersøgnings- og redningsberedskab. Her vil USA styrke de allerede indgåede aftaler.

Amerikanerne ønsker også at forbedre levevilkårene i Arktis. Den smeltende is kommer eksempelvis til at skabe en lang række problemer i Alaska på energi- og klimafronten, hvor samfund må leve med nedslidte dieselgeneratorer som elforsyning.

Endelig vil USA også gøre klart, at de klimaforandringer, der finder sted i Arktis, ikke kun har indflydelse der, ligesom det, der sker andre steder på jorden, også har indflydelse på, hvad der sker i Arktis.

Et Arktis med fælles ansvar, udfordringer og muligheder er de ord, der skal indramme det amerikanske formandskab.

/ritzau/