USA og Rusland holder møde om Syrien

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og hans amerikanske kollega, Hillary Clinton, skal mødes med den internationale mægler og Syrien-udsending Lahkdar Brahimi torsdag eftermiddag i Dublin for at få FN's fredsproces i Syrien tilbage på sporet.

Det oplyser diplomatiske kilder i Moskva torsdag formiddag.

Drøftelserne finder sted forud for næste uges møde i den vestligt støttede gruppe, Venner af Syrien, i Marrakesh i Marokko. Mødet ventes at øge støtten til oprørernes kamp for at vælte Syriens præsident, Bashar al-Assad.

- De vil drøfte en plan eller fælles forståelse for, hvordan man kommer videre, siger en russisk kilde om torsdagens møde, der finder sted på sidelinjen af et møde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.

Mødet torsdag eftermiddag bekræftes også fra amerikansk side.

- Udenrigsminister Clinton har modtaget en invitation fra FN's særlige udsending Brahimi til et trilateralt møde om Syrien med hr. Brahimi og Ruslands udenrigsminister Lavrov, siger en højtstående embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium.

Brahimi har opfordret verdens stormagter til at udarbejde en ny resolution i FN's Sikkerhedsråd baseret på en aftale, de nåede frem til i juni i Genève om at etablere en overgangsregering i et forsøg på at afslutte blodsudgydelserne i Syrien.

Genève-deklarationen, der blev opnået enighed om, da Kofi Annan stadig var international mægler, opfordrer til en overgangsadministration, men tog ikke stilling til, hvilken rolle, hvis nogen overhovedet, Assad skulle have.

Assads familie har regeret Syrien i 42 år, og den syriske præsident har sværget på, at han vil kæmpe til sin død i den konflikt, der ifølge oppositionsaktivister har kostet 41.000 mennesker livet, og som risikerer at brede sig til andre lande.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV