USA og Rusland vil holde syrisk fredskonference

Efter et møde i Kreml tirsdag meddeler de russiske og amerikanske udenrigsministre, Sergei Lavrov og John Kerry, at de vil forsøge at genoplive fredsforhandlingerne i forbindelse med en konference om situationen i det krigshærgede land.

»Alternativet til en fredelig løsning er endnu mere vold. Alternativet er, at Syrien bevæger sig nærmere mod afgrunden, hvis ikke ud over afgrunden og ind i kaos,« sagde Kerry ifølge Reuters efter dagens møde i Moskva.

»Alternativet er, at den humanitære krise vil fortsætte med at vokse. Måske vil alternativet endda være en opsplitning af Syrien,« lød det fra den amerikanske udenrigsminister.

Hidtil har russerne og amerikanerne stået stejlt over for hinanden i forhold til den syriske krig. Russerne, der betegnes som en nær støtte af Assad-regimet, holder ifølge USA hånden over det forhadte styre. For deres del har russerne afvist et internationalt indgreb i Syrien, fordi de mener, at det er urimeligt at støtte den ene af stridens parter.

Et tidligere amerikansk-russisk forsøg på at afholde en fredskonference kuldsejlede sidste år, da de to lande ikke kunne blive enige om, hvorvidt Bashar al Assad skulle tvinges til at afgive magten. Nu siger Sergei Lavrov ifølge Reuters imidlertid, at Rusland ikke bekymrer sig om »visse« individers skæbne.

Dagens Gossip

Dagens TV