USA og Rusland vil presse på for politisk løsning i Syrien

Skrevet af admin

25/03/2016

Dagens topnyheder

USA's udenrigsminister, John Kerry, er enig med den russiske præsident, Vladimir Putin, om at lægge pres på Syriens regering og oprørere for at få direkte forhandlinger i gang om en politisk overgang, der kan føre til en afslutning på krigen i Syrien.

Det siger han efter et mere end fire timer langt møde i Moskva med Putin og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, hvor de diskuterede situationen i Syrien.

Kerry vil ikke svare på, om det så betyder, at Putin er enig i, at præsident Bashar al-Assad bør gå af, men siger, at USA og Rusland er enige om, at Assad-styret skal deltage i forhandlinger om en politisk overgang.

- Rusland må tale for sig selv om, hvad landet vælger at gøre for at hjælpe Assad med at træffe de rigtige valg, men i dag enedes vi om, at vi vil sætte fart i bestræbelserne på at forsøge at skubbe den politiske proces fremad, siger Kerry ifølge Reuters på en pressekonference efter mødet.

De to lande kan bruge deres indflydelse på de forskellige sider i den syriske konflikt til at overtale dem til at yde en ekstra indsats for at nå en politisk løsning, siger Kerry.

- Jeg mener, at Rusland er fuldt engageret i disse bestræbelser, og vi vil alle forsøge at få præsident Assad til at træffe det rigtige valg i løbet af de næste dage og engagere sig i en politisk proces, der fører til en reel overgang og bringer fred til Syrien, sagde Kerry.

Hans russiske kollega, som stod ved siden af Kerry under pressekonferencen, nævnte dog ikke noget om, hvorvidt Rusland er klar til at lægge pres på Assad.

Lavrov sagde blot, at Rusland vil opfordre alle sider til at forpligte sig til at få betingelser på plads for en politisk proces.

- Det vigtigste lige nu er nok, at vi er blevet enige om at intensivere bestræbelserne for at få de rette betingelser for en politisk proces. Processen bør ende med, at syrerne selv enes om, hvordan de ønsker at se deres land, siger Lavrov.

John Kerry siger ligeledes, at Rusland og USA vil have et udkast til en ny syrisk forfatning på plads inden august, skriver AFP.

/ritzau/Reuters