USA og Rusland vil sætte dato for syrisk fredskonference

Ifølge John Kerry er han og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, blevet enige om at arbejde hen mod en fredskonference under et møde natten til søndag dansk tid.

Den amerikanske udenrigsminister anerkendte samtidig, at Syrien har overholdt krav fra FNs Sikkerhedsråd om hurtigt at tage hul på processen med at ødelægge landets forbudte kemiske våben.

»Processen er begyndt på rekordtid, og vi er taknemmelige for det russiske samarbejde og naturligvis for den syriske overholdelse,« sagde John Kerry ifølge nyhedsbureauet AFP. Han fortsatte:

»Jeg synes, det tjener til Assad-regimets ære, helt ærligt. Det er en god begyndelse, og vi glæder os over en god begyndelse«.

Arbejdet med at destruere de kemiske våben blev indledt søndag, hvor syrisk personel under tilsyn fra internationale eksperter fra Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben og FN destruerede blandt andet luftbomber og missilsprænghoveder.

Destruktionen af de kemiske våben er et krav i den resolution, som FNs Sikkerhedsråd vedtog i slutningen af september.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, sagde ifølge Reuters tidligt mandag morgen, at Rusland vil »gøre alt« for at sikre, at Syrien indfrier kravene i resolutionen.

Der er endnu åbenlyse barrierer, der skal overvindes, før reelle fredsforhandlinger mellem de stridende parter i Syrien kan blive en realitet.

Syriens præsident, Bashar al-Assad, afviste i weekenden i et interview med det tyske magasin Der Spiegel at forhandle med den syriske opposition, før den havde lagt våbnene.

Dagens Gossip