USA opfordrer Nordkorea til at løslade fængslet amerikaner

Amerikanerne frygter, at manden vil blive brugt som forhandlingsobjekt i krisen mellem de to lande.

»Det vi opfordrer de nordkoreanske myndigheder til at gøre er, at give ham amnesti og løslade ham øjeblikkeligt, punktum,« siger talsmand for det amerikanske udenrigsministerium Patrick Ventrell.

44-årige Kenneth Bae blev født i Sydkorea, men er uddannet i USA og amerikansk statsborger.

Han blev arresteret i november i den nordøstlige nordkoreanske by Rason og anklaget for at ville vælte styret.

»Højesteret idømte ham 15 års tvangsarbejde for forbrydelsen,« lyder det fra det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA, som skriver, at retssagen blev afholdt 30. april.

»Der har ikke været åbenhed i denne sag,« siger Ventrell og tilføjer, at Washington stadig »ikke kender alle detaljer« og søger oplysninger om anklagerne mod Bae.

Det er sandsynligt, at Kim Jong-Uns isolerede styre vil bruge amerikaneren som forhandlingsobjekt for at opnå indrømmelser fra USA efter flere ugers sabelrasling og trusler om missilangreb og atomkrig.

Flere amerikanere er blevet tilbageholdt i Nordkorea i de seneste år, men er blevet løsladt efter besøg af højtprofilerede politikere som tidligere præsidenter Jimmy Carter og Bill Clinton.

Patrick Ventrell siger, at han ikke vil »karakterisere« Bae som brik i et politisk spil, men undgår at svare på, om USA vil sende en særlig udsending til Pyongyang for at presse på for en løsladelse.

En talsmand for Jimmy Carter siger, at den tidligere præsident ikke har nogen planer om at rejse til det isolerede land.

Nordkoreanerne har ikke givet nogen detaljer om hvilke konkrete forbrydelser, som Bae angiveligt har begået, men det statslige nyhedsbureau skriver, at han har aflagt tilståelse.

Aktivisten Do Hee-Yoon, der har base i Sydkorea, siger til AFP, at han tror Bae blev arresteret, fordi han tog billeder af udmagrede nordkoreanske børn i et forsøg på at få international hjælp.

BNB/AFP

Dagens Gossip