USA opfordrer til kompromis i Israel-Palæstina-konflikt

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Hvis fredsforhandlingerne mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre ikke skal kuldsejle helt, må begge parter indstille sig på et kompromis, mener den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Torsdag opfordrer han begge parter i de strandede forhandlinger om at finde et kompromis, så der kan komme fred i regionen.

- Der er altid en vej fremad, men disse ledere er nødt til at finde et kompromis for at kunne bevæge sig i den rigtige retning. Hvis de ikke er villige til at indgå de nødvendige kompromiser, bliver freden meget svær at opnå, siger John Kerry til journalister.

Han erkender samtidig, at forhandlingerne, hvor USA mægler, er nået til en "kompliceret situation".

Udtalelsen fra Kerry kommer få timer efter, at Israel valgte at suspendere fredsforhandlingerne på grund af en netop indgået forsoningsaftale mellem Det palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas og den rivaliserende organisation Hamas.

I et interview med tv-stationen NBC siger Benjamin Netanyahu ifølge nyhedsbureauet AFP, at en palæstinensisk samlingsregering er et "kæmpe skridt tilbage" i fredsprocessen.

- En pagt med Hamas dræber fred, siger premierministeren.

Onsdag eftermiddag annoncerede Hamas og PLO, der rummer Hamas' rivaler, Fatah-bevægelsen, at en enhedspagt er blevet indgået. Samarbejdet indebærer blandt andet, at de to parter danner en fælles regering inden for fem uger.

Hamas står på EU's terrorliste, og gruppen anerkender ikke Israels ret til at eksistere.

Allerede onsdag aften aflyste Israel et planlagt fredsmøde med sine palæstinensiske modparter, efter nyheden om enhedspagten.

Ifølge Saeb Erekat, der er palæstinensernes chefforhandler, undersøger selvstyret "alle mulige løsninger" som svar på Israels udmelding.

- Den palæstinensiske selvstyreregering ser nu på alle muligheder for at besvare den israelske regerings beslutninger mod selvstyret. Palæstinensernes førsteprioritet lige nu er forsoning og national enhed, siger Erekat.

/ritzau/AFP