USA optrapper indsats mod rekruttering af islamister

Skrevet af admin

09/01/2016

Dagens topnyheder

Det Hvide Hus har taget en række nye initiativer som skal gøre det vanskeligere for ekstreme grupper som Islamisk Stat at rekruttere amerikanere til voldelige aktioner.

- De frygtelige angreb i Paris og i San Bernardino i Californien denne vinter har understreget behovet for, at USA sammen med vore partnere i det internationale samfund og i den private sektor griber mere effektivt ind over for den rekruttering, som sker online, siger talsmanden for Det Nationale Sikkerhedsråd, Ned Price.

Et af de nye initiativer medfører, at departementet for intern for sikkerhed (Homeland Security) bliver harmoniseret med justitsministeriet i kampen mod ekstremisme.

Det sker på et tidspunkt, hvor Det Hvide Hus også åbner en dialog på topniveau med de førende internetvirksomheder i Californiens Silicon Valley om samarbejde om sporing og bekæmpelse af radikaliserede gruppers aktiviteter på nettet.

- De nye initiativer afspejler, at præsident Obama er indstillet på at gøre alt for at konfrontere og forhindre terroraktiviteter alle steder, siger Price.

En delegation under ledelse af stabschefen i Det Hvide Hus, Denis McDonough, er i Silicon Valley for a føre drøftelser med ledere af landets største it-firmaer - deriblandt Apple.

Google, Twitter, Microsoft, Yahoo og LinkedIn vil også sende repræsentanter til møderne.

I en rapport udgivet sidste år af tænketanken Brookings Institution bliver det blandt andet nævnt, at Islamisk stat gennem blot tre måneder havde stået for 46.000 Twitterkonti.

En række af de virksomheder, som står for sociale medier, har de seneste 18 måneder skærpet kontrollen med indhold, som kan opildne til vold. Men nogle er også skeptiske over for et samarbejde med regeringen, fordi det kan svække dem kommercielt og medføre uønsket overvågning.

Det sociale medie Twitter, der længe har fremstået som langt mindre samarbejdsvillig end andre virksomheder som Facebook, indførte for en uge siden en politik, der meget klart forbyder "hadefulde" indlæg.

Efterretningstjenesterne kæmper for at overvåge mere og mere krypteret kommunikation på nettet mellem formodede tilhængere af Islamisk Stat, al Qaeda og andre ekstremistiske grupper.

/ritzau/Reuters