USA overvåger intenst Tyskland

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA overvåger hver måned en halv milliard kommunikationsforbindelser i Tyskland.

Det drejer sig om telefonopkald og internetforbindelser.

Det skriver ugemagasinet Der Spiegel på baggrund af dokumenter fra den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden.

Det fremgår af en statistik udarbejdet af NSA.

Der Spiegel skriver, at det har set statistikken, hvoraf det fremgår, at NSA på en normal dag indsamler oplysninger om op mod 20 millioner telefonopkald og 10 millioner internetbeskeder.

Dermed er Tyskland det land i Europa, der overvåges mest intenst af USA, skriver Der Spiegel.

Det har hele tiden været kendt, at USA holder godt øje med, hvad der sker i Tyskland, men omfanget af overvågningen overrasker, siger ugemagasinet.

Der Spiegel har samtidig fremlagt dokumenter fra Snowden, som viser, at USA spionerer mod EU's kontorer i Bruxelles og Washington.

Snowden er flygtet fra USA og befinder sig formentlig lige nu i Moskvas internationale lufthavn.

USA kræver ham udleveret for at retsforfølge ham for spionage.

Det fremgår ikke, om overvågningen i Tyskland sker med nogen tyske myndigheders viden.

/ritzau/

Dagens Gossip