USA overvejer at forbyde mentolcigaretter

De amerikanske sundhedsmyndigheder er begyndt at kigge nærmere på cigaretter tilsat mintsmag, og muligvis bliver det helt forbudt at sælge mentolcigaretter i USA.

Efter en høringsperiode vil The Food and Drug Administration (FDA), der blandt andet står for godkendelsen af nye lægemidler, afgøre, om mentolcigaretter helt skal forbydes, eller om der skal indføres en begrænsning for mængden af mentol af cigaretterne.

Det skriver Bloomberg News.

Udmeldingen fra FDA fik omgående investorerne til at sælge ud af aktierne i de amerikanske tobaksfirmaer.

Cirka hver tredje solgte cigaret i USA indeholder mentol ifølge Lorillard, den største amerikanske producent af den slags produkter.

Selskabets aktier mistede 4,5 procent i værdi på udsigten til et indgreb fra myndighederne.

- Mentolcigaretter rejser alvorlige spørgsmål vedrørende folkesundheden, siger Mitch Zeller, chef for FDA's afdeling for tobaksprodukter.

Ifølge Zeller skal der nu indhentes yderligere informationer om ulemper og helbreds-risici ved mentolcigaretter.

Han afviser at sige noget om, hvornår FDA ventes at træffe en afgørelse om de populære cigaretter.

I 2011 fastslog et panel af rådgivere til FDA, at et forbud mod mentolcigaretter ville gavne folkesundheden, fordi smagen af mint lokker folk til at begynde at ryge.

En aktieanalytiker fra investeringsfirmaet Wells Fargo tvivler på, at mentolcigaretter bliver fjernet fra markedet.

Især fordi tonen i dagens melding fra FDA er mindre skarp end i 2011-rapporten fra panelet.

- Det kan stadig vare lang tid, før en eller anden beslutning bliver taget, siger Bonnie Herzog fra Wells Fargo til Bloomberg News.

Hun anbefaler derfor investorerne at købe aktier i Lorillard.

/ritzau/

Dagens Gossip