USA overvejer at skære i milliardstøtte til Egypten

Obama opfordrer til, at egypterne hurtigt får mulighed for at vælge en ny leder, og ifølge internationale medier overvejer han, om der skal reduceres i den amerikanske bistand til Egyptens militær, som beløber sig til næsten otte milliarder kroner om året.

»Vi mener, at Egyptens fremtid i sidste ende kun afgøres af det egyptiske folk,« lyder det i en erklæring fra Det Hvide Hus ifølge AFP.

»Ikke desto mindre er vi dybt bekymrede over det egyptiske militærs beslutning om at fjerne præsident Morsi og suspendere den egyptiske forfatning,« tilføjer den amerikanske præsident.

Hærens øverste leder Abdel Fattah al-Sisi har fremlagt en køreplan for Egypten, hvor det fremgår, at lederen af landets forfatningsdomstol, Adli Mansour, bliver midlertidig præsident, indtil en ny præsident og et nyt parlament er valgt. Ifølge BBC ventes det, at Mansour tages i ed torsdag formiddag.

Hærens plan indebærer samtidig en revision af landets forfatning og nedsættelse af en komité, der skal arbejde for national forsoning.

Dagens Gossip