USA regner med Kina i nye sanktioner mod Nordkorea

Skrevet af admin

16/02/2016

Dagens topnyheder

USA regner med opbakning fra Kina i forbindelse med nye internationale sanktioner mod Nordkorea. Det siger præsident Barack Obamas sikkerhedspolitiske rådgiver, Susan Rice.

- Jeg anser det for usandsynligt, at Kina af det internationale samfund ønsker at blive betragtet som beskytter af Nordkorea efter landets nylige uacceptable opførsel, siger Rice.

Hun forventer derfor, at Kina vil deltage i nye internationale sanktioner.

- Og det er noget, vi arbejder på, fastslår Susan Rice.

Nordkorea affyrede forrige weekend en langtrækkende raket til trods for, at blandt andre USA havde advaret landet om at gennemføre den på forhånd annoncerede plan.

Raketaffyringen blev efterfølgende fordømt af store dele af verdenssamfundet, og Senatet i USA godkendte onsdag nye sanktioner mod Nordkorea i et forsøg på at gøre det sværere for det lukkede land at finansiere udviklingen af raketter og atomvåben.

Ifølge amerikanske iagttagere lader Nordkorea sig dog ikke afskrække af tiltagene i Washington.

- Årsagen til, at sanktionerne er ineffektive, er Kina, siger Richard Fisher, vicepræsident for International Assessment and Strategy Center, til USAToday.

Kina er Nordkoreas eneste allierede af betydning i verdenssamfundet, og et tæt samarbejde mellem banker i de to lande tillader styret i Pyongyang at finansiere import og investeringer i våbenudvikling ifølge Richard Fisher.

- Nordkoreas evne til at holde sig kørende økonomisk løber gennem Kina. Hvis Kina ikke deltager, så vil økonomiske sanktioner ikke have en afgørende effekt, siger han.

FN's Sikkerhedsråd vedtog økonomiske sanktioner mod Nordkorea i 2006, men effekten har være ubetydelig, og det er blevet tilskrevet Kinas indflydelse i Sikkerhedsrådet.

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, siger tirsdag i en tale i parlamentet i Seoul, at raketaffyringen 7. februar viser, at det isolerede naboland ikke ønsker at begrave stridsøksen.

/ritzau/Reuters