USA: Senatet er enig om aftale om budget og gældsloft

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Kort før torsdagens deadline fremlægger Senatet et forslag om at hæve gældsloftet og afslutte den krise, der i yderste omfang kan få uoverskuelige økonomiske konsekvenser på verdensmarkedet.

Dermed har de amerikanske politikere taget de første spæde skridt på vej mod at få genoprettet statsapparatet.

Det rapporterer flere internationale medier.

Aftalen skal dog først stemmes igennem i Senatet og Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne sidder på flertallet.

Fra både Demokraterne og Republikanernes lejr lyder der meldinger om, at det er sandsynligt, at parterne bliver enige om at hæve gældsloftet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Republikanske ledere i Repræsentanternes Hus skal mødes klokken 21 torsdag aften dansk tid med henblik på at briefe partiets medlemmer om Senatets lovforslag, der går ud på at hæve gældsloftet og få genoprettet statsapparatet.

Amerikanerne skal finde en løsning på gældsloft-krisen inden torsdag. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der er fastsat ved lov.

Gældsloftet udtrykker det maksimale beløb, som USA kan optage lån for. Torsdag støder USA ind i låneloftet på 16.700 milliarder dollar eller cirka 92.000 milliarder kroner.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

Det er den amerikanske kongres, der har bemyndigelsen til at hæve gældsloftet. Det har tidligere været en formssag af den indlysende grund, at USA skal være i stand til at betale sine regninger.

Republikanerne har imidlertid fremsat en række betingelser om blandt andet sundhedsreformen Obamacare og niveauet for offentlige udgifter for at ville stemme for en forhøjelse af gældsloftet.

/ritzau/Reuters