USA sender eksperimentel ebolamedicin til Liberia

Liberiske læger smittet med den dødelige ebolavirus får mulighed for at blive behandlet med et serum, der endnu er i udviklingsfasen.

I en erklæring på den liberiske præsidents hjemmeside oplyses det, at USA's præsident, Barack Obama, har godkendt en anmodning fra Liberia om at forsyne landet med små doser af et serum, som stadig er i udviklingsfasen.

Tilladelsen kommer ifølge den liberiske erklæring fra både Obama og den amerikanske sundhedsstyrelse. En repræsentant fra de amerikanske sundhedsmyndigheder påpeger dog, at USA blot har hjulpet med at skabe kontakten mellem Liberia og medicinalvirksomheden.

Hensigten er, at to læger indtil videre skal behandles med medicinen Zmapp.

Der er tale om en prøvedosis, der vil blive leveret til det vestafrikanske land i løbet af denne uge.

Liberias præsident, Ellen Johnson, anmodede ifølge hjemmesiden amerikanerne om serumet 8. august.

Ebola har kostet flere end 1000 mennesker livet.

Udbruddet er det største nogensinde af den frygtede virus, og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret ebolaudbruddet for en international nødsituation.

To amerikanere har vist tydelige fremskridt efter at være blevet behandlet med medicin, der stadig er i udviklingsfasen. Begge er blevet smittet i Vestafrika, men er fløjet hjem til behandling i USA.

Også Spanien har tilladt brugen af Zmapp i behandlingen af en spansk præst, der er den første europæer smittet af ebola siden udbruddet.

WHO forventer, at ebolakrisen vil fortsætte de kommende måneder, fordi sundhedssystemerne i de ramte lande er under hårdt pres.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip