USA sender kampfly til Island og Holland på Nato-mission

Skrevet af admin

03/04/2016

Dagens topnyheder

For at understrege over for sine europæiske allierede, at USA står ved sit løfte om et "frit" og "sikkert" Europa, vil amerikanske kampfly og soldater fra luftvåbnet blive sendt til Island og Holland.

Det oplyser det amerikanske luftvåben ifølge CNN.

I alt 12 F-15-fly og 350 amerikanere vil tage del i militærøvelser - blandt andet overvågningsmissioner for Nato fra Island og flytræning i Holland.

Ifølge den islandske avis Morgunbladid vil fire F-15-fly få base på Island sammen med 150 militærfolk.

CNN skriver, at kampflyene er et led i en række amerikanske udsendelser til Europa for at afskrække Rusland fra yderligere aggressioner i regionen. Blandt andet meddelte USA i februar, at landets militær sender seks F-15-fly til Finland.

- Ruslands øgede patruljering med kampfly og ubåde i Nordatlanten har på ny fået opmærksomhed rettet mod regionen, og behovet for Natos tilstedeværelse er yderligere øget, siger sikkerhedsekspert Magnus Nordenman fra tænketanken Atlantic Council til CNN.

USA har tidligere haft en luftbase i Island, men den blev lukket i 2006.

Spændingerne mellem Vesten og Rusland er spidset til i de seneste år. Særligt har Ruslands annektering af Krimhalvøen og støtte til separatister i Ukraine forværret de internationale relationer.

/ritzau/