USA sender militærstyrker til Jordan

Det siger Jordans informationsminister, Mohammad Momani, til nyhedsbureauet AFP, og over for CNN bekræfter to anonyme kilder i USAs forsvarsministerium oplysningerne.

»Udstationeringen af tropperne er en del af det amerikansk-jordanske samarbejde om at styrke Jordans væbnede styrker set i lyset af den forværrede situation i Syrien,« siger Mohammad Momani.

Ifølge CNNs oplysninger er der primært tale om amerikanske elitestyrker, og de skal blandt andet hjælpe jordanerne med kommunikation og efterretninger, ligesom man skal »være klar til militær aktion«, hvis præsident Barack Obama skulle beordre det.

Der har i løbet af det seneste års tid været adskillige amerikanske militærfolk i Jordan for at assistere de lokale styrker, men de op mod 200 mand, der denne gang sendes til Jordan, gør ifølge CNN den amerikanske militære tilstedeværelse i landet mere officiel.

Borgerkrigen i Syrien har i høj grad præget Jordan, som huser mere end 450.000 syriske flygtninge.

Dagens Gossip