USA sender svenskere 11 år i fængsel for jihad

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

To svenske statsborgere, Ali Yasin Ahmed og Mohammed Yusuf, kan se frem til 11 år i amerikansk fængsel, efter at de har erklæret sig skyldige i at have støttet den militante jihadistgruppe al-Shabaab i Somalia.

Det skriver det amerikanske justitsministerium i en pressemeddelelse.

Dommen er faldet ved distriktsdomstolen i det østlige New York, hvor de to var tiltalt for i perioden fra december 2008 til august 2012 at have været aktive medlemmer af al-Shabaab i Somalia.

Pressemeddelelsen citerer en anklager for, at de dømte forlod Europa for at slutte sig til organisationen, der beskrives som "en voldelig terroristorganisation", som står bag "talrige terrorangreb" og som "offentligt har tilskønnet til terrorangreb mod USA".

Efter ankomsten til det borgerkrigshærgede land på Afrikas Horn har de ifølge meddelelsen deltaget i "adskillige angreb mod regeringstropper".

En af de dømte, Mohamed Yusuf, har også optrådt i en propagandavideo fra al-Shabaab, som skulle opmuntre unge mænd til at rejse til Somalia og slutte sig til jihadistgruppen.

I videoen bliver der ifølge ministeriet også fremført trusler mod en "tegner, som har afbilledet profeten Muhammed". Meddelelsen sætter dog ikke navn på tegneren.

De to blev pågrebet af lokale myndigheder, da de i august 2012 var på vej til Yemen. Senere samme år blev de to overdraget til FBI, som indbragte dem for distriktsretten. I maj 2015 erklærede de sig skyldige.

En tredje person og også tiltalt i sagen. Der afsiges dom over ham den 29. januar.

/ritzau/