USA ser øget risiko for IS-angreb

Skrevet af admin

10/10/2014

Dagens topnyheder

USA advarer om, at gengældelsesangreb fra militante islamister kan være rettet mod amerikanske og vestlige interesser i hele verden - blandt andet i USA og Europa.

Washington siger, at risikoen for gengældelsesangreb er taget til, efter at de amerikansk-ledede angreb mod IS blev indledt i sidste måned.

I en periodisk opdatering om det globale trusselsniveau nævner Udenrigsministeriet Islamisk Stat.

- Som reaktion på luftangrebene har IS opfordret dets tilhængere til at angribe udlændinge, uanset hvor de er, skriver ministeriet, der henviser til øget fare for angreb i en række områder - navnligt i Mellemøsten, Nordafrika, Europa og Asien.

USA gennemførte torsdag og fredag ni angreb i Syrien mod militante fra Islamisk Stat - syv af angrebene var rettet mod mål nær grænsebyen Kobani, oplyser den amerikanske centralkommando.

Militante fra IS har overtaget omkring 40 procent af den syriske grænseby Kobani, mens de lokale kurdiske militser stadig kontrollere 60 procent.

Claude Moniquet, tidligere agent i den franske efterretningstjeneste og i dag ekspert i terrorisme i Belgien, sagde i sidste uge, at truslen fra IS udgør den værste trussel i de seneste 25-30 år mod Europa.

/ritzau/Reuters