USA siger, at våbenhvileaftale ikke er opgivet

Skrevet af admin

18/02/2015

Mest læste i dag

Den fortsatte vold i Ukraine skaber dyb bekymring i det amerikanske udenrigsministerium - men man mener alligevel ikke, at våbenhvilen er "død".

Det Hvide Hus oplyser samtidig, at lederne af Tyskland, Frankrig, Ukraine og Rusland skal drøfte implementeringen af våbenhvileaftalen i en telefonkonference sent onsdag.

USA's udenrigsminister, John Kerry, opfordrer sin russiske modpart, Sergej Lavrov, til at stoppe den separatistiske vold og respektere den skrøbelige våbenhvile.

En talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, siger, at det står klart, at Moskva og de russisk-støttede separatister ikke har levet op til aftalens betingelser.

- Dermed er de i øget fare for, at det kan blive dyrere for dem, siger talsmanden.

USA understreger, at det er nødvendigt at give våbenhvileaftalen tid.

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, opfordrer til, at der indsættes en fredsbevarende styrke under FN's flag, så våbenhvilen i det østlige Ukraine bliver overvåget.

Porosjenko siger, at han tidligere har fremlagt dette forslag ved forhandlinger med forbundskansler Angela Merkel, præsindet François Hollande og præsident Vladimir Putin.

Voldsomme kampe har i de seneste dage raset i og omkring trafikknudepunktet Debaltseve, der ligger mellem byerne Donetsk og Lugansk i Østukraine. Prorussiske separatister har indtaget langt størstedelen af byen på trods af sidste uges våbenhvileaftale, der trådte i kraft natten til søndag.

Ifølge generalstaben i Kijev er der i de seneste døgn dræbt 22 ukrainske soldater, mens 150 er blevet såret.

Porosjenko og Vesten siger, at oprørernes angreb er forstærket med russisk artilleri, kampvogne og soldater. Men det afvises i Moskva.

/ritzau/Reuters