USA: IS smugler olie for ti millioner dollar om måneden

Skrevet af admin

25/07/2015

Mest læste i dag

USA har i et kommandoangreb mod Islamisk Stat (IS) i Syrien sikret sig detaljeret indsigt i bevægelsens økonomiske forhold.

Det siger to amerikanske embedsfolk til tv-stationen NBC News.

Der har cirkuleret mange rygter om Islamisk Stats indtægter fra salg af især olie. Beløb på mellem én og tre millioner dollar om dagen har været nævnt. Men disse tal har hovedsageligt være baseret på spekulation, oplyser embedsmændene til NBC.

Smugling af olie til Tyrkiet er kendt som en stor indtægtskilde, men IS gør også forretninger i både Syrien og Irak.

- Vi har lært mere om det interne marked. Isis (anden betegnelse for IS, red.) sælger olie og gas alle steder. Inde i Syrien og til det syriske regime. Bevægelsen sælger i Irak. Det er et større og mere komplekst marked, end vi formodede, siger en af kilderne til NBC.

Ifølge de nye amerikanske skøn har IS i øjeblikket månedlige indtægter på mellem otte og ti millioner dollar eller op til næsten 70 millioner kroner om måneden.

Mange af de nye oplysninger er indsamlet i forbindelse med en militæraktion i Syrien for to måneder siden. Under aktionen blev Abu Sayyaf, der stod for gruppens transaktioner med olie og gas, dræbt.

Hans hustru blev pågrebet ved angrebet og har siden været i amerikanernes varetægt. Kommandosoldaterne beslaglagde også flere computere.

- Før Abu Sayyaf-aktionen havde vi ingen reel idé om, hvor mange penge de tjente på smugling, siger en af kilderne til NBC.

IS menes at have store månedlige udgifter. Bevægelsens krigere skal have løn, og deres familier økonomisk hjælp.

Men indtægterne er blevet langt mindre, efter at en international koalition med USA i spidsen for knap et år siden begyndte at bekæmpe IS fra luften.

På en sikkerhedskonference torsdag i Colorado oplyste en amerikansk embedsmand, at IS tidligere i år tjente 40 millioner dollar på at sælge olie.

Men den slags summer har en intensivering af luftangrebene mod blandt andet olieanlæg og anden infrastruktur i de områder, som IS kontrollerer, været med til at mindske. Det siger en højtstående embedsmand til NBC.

- De angreb sætter begrænsninger for deres evne til at bevæge sig, til at sælge, siger han.

/ritzau/