USA støtter et meget tættere samarbejde mellem Nato og EU

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Natos bedste partner er EU, og tiden er inde til et langt tættere samarbejde end hidtil mellem de to institutioner, der begge har hovedkvarter i Bruxelles.

Det siger den amerikanske Nato-ambassadør, Douglas Lute, onsdag på en pressebriefing dagen før Natos udenrigsministre samles i Bruxelles til to dages møde.

- Natos mest lovende partner er Den Europæiske Union, siger Douglas Lute.

- Det burde være et meget naturligt partnerskab, eftersom 22 af Natos 28 medlemslande også er medlemmer af EU. 22 lande er medlemmer begge steder, og mange af de sidste seks EU-lande er Nato-partnere, heriblandt Sverige og Finland, siger den amerikanske Nato-ambassadør.

Han mener, at tiden er inde til at "komme videre end bare snak med EU" og bruge de kommende 50 dage op til Nato-topmødet i Warszawa i juli til at "bevæge os fra retorik til konkrete mekanismer, samarbejde, protokoller og aftaler, der kan blive underskrevet i Warszawa".

- Med dagens udfordringer er tiden inde til at komme videre end bare snak med EU og komme i gang med et konkret samarbejde, som begge institutioner kan drage fordel af, siger Lute.

Det gælder blandt andet maritim sikkerhed, cybersikkerhed og kampen mod såkaldte hybride trusler, hvor en modstander forsøger at destabilisere en stat med en blanding af trusler uden at føre egentlig krig.

- Ingen af de to institutioner, der ligger et par kilometer fra hinanden i Bruxelles, bør være adskilt af den slags institutionelle afstande, som vi tidligere har set. Tiden er inde til at få lukket det hul, siger han.

EU's udenrigschef, Federica Mogherini, deltager - som mange gange før - i Natos udenrigsministermøde, når samarbejdet mellem Nato og EU bliver diskuteret fredag. Også den svenske og den finske udenrigsminister vil deltage i den del af Nato-mødet.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at "Nato og EU står over for sikkerhedstrusler, der er uden fortilfælde".

- For at håndtere dem arbejder vi tættere sammen end nogensinde før. Men vi må gøre mere end det, siger Stoltenberg.

- Vi vil diskutere, hvordan vi kan bringe vores samarbejde med EU op på et nyt niveau på topmødet i Warszawa, siger han.

Han peger blandt andet på drejebøger for, hvad Nato og EU hver især skal gøre i tilfælde af hybride angreb og fælles øvelser, hvor de to institutioner tester, hvordan de reagerer på den slags trusler.

/ritzau/