USA træffer snart beslutning om våben til syriske oprørere

Selvom USA har støttet ophævelsen af EUs våbenembargo mod Syrien, som for to uger siden åbnede op for, at medlemslande kan sende våben til oprørerne, har amerikanerne hidtil afvist at bevæbne de syriske oprørere af frygt for, at våbnene vil falde i de forkerte hænder. Indtil nu har USA derfor udelukkende støttet den syriske opposition med ikke-dødelige midler.

Samtidig med udmeldingen fra den amerikanske embedsmand rapporterer flere syriske sikkerhedskilder ifølge BBC, at syriske regeringsstyrker er ved at forberede en større offensiv mod dele af den nordlige by Aleppo, hvor oprørere holder til.

En kilde udtaler således til en regeringsstøttet avis, at angrebet vil begynde »inden for de nærmeste timer eller dage«, og at der fra hærens side er tale om en »talstærk styrke«.

Ifølge aktivister er der mandag eftermiddag endnu ingen tegn på den planlagte offensiv, der efter sigende har fået navnet »Operation Northern Storm«.

Senest blev oprørernes forsyningsrute til Libanon skåret over i weekenden, efter at den syriske hær tilbageerobrede byen Qusair og de omkringliggende landsbyer.

Efter at have indtaget Qusair har det været ventet af den syriske hær og Hizbollah-styrkerne, at de vil kaste sig over Aleppo, som oprørerne har fastholdt gennem et års tid, samt byen Homs.

Det nyeste skøn fra FN lyder, at mere end 3,5 millioner syrere ved årsskiftet vil have krydset grænserne til nabolandene, og samtidig vil op mod syv millioner i selve Syrien have behov for humanitær bistand.

Dagens Gossip