USA trækker sine soldater hjem fra ebolaramte lande

Skrevet af admin

11/02/2015

Mest læste i dag

De afrikanske lande, der har været hårdest ramt af den dødbringende ebola-virus, må vinke farvel til de amerikanske soldater, der har været med i arbejdet for at få sygdommen og dens spredning under kontrol.

Det oplyser Det Hvide Hus tirsdag aften lokal tid, skriver avisen Wall Street Journal.

Ifølge Reuters skal næsten samtlige af de 1300 udstationerede amerikanere vende hjem frem mod 30. april. Omkring 100 personer vil dog blive tilbage og fortsætte det igangværende arbejde.

- Vi er tilfredse med det faldende antal af nye ebolatilfælde i Vestafrika, men vi er fortsat bekymrede over den nylige stigning i Guinea og den manglende evne til at bringe antallet af tilfælde i Sierra Leone ned, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse ifølge Reuters.

- I betragtning af, at et enkelt smittetilfælde kan få epidemien til at blusse op igen, må vi ikke flytte fokus væk fra situationen, lyder det videre fra Det Hvide Hus.

Verdens reaktion på ebolaepidemien, der har kostet tusindvis af mennesker livet, har dog ifølge USA "knækket epidemiens kurve".

Wall Street Journal skriver på baggrund af oplysninger fra embedsmænd, at USA's præsident, Barack Obama, vil offentliggøre planen om tilbagetrækning onsdag og erklære den fem måneder lange amerikanske indsats for en succes.

- Vi har klaret udfordringen med ebola hurtigere, end nogen havde ventet, siger en embedsmand til Wall Street Journal.

Det er særligt Liberia og Senegal, at soldaterne skal vende hjem fra, da man her vurderer, at smitten er under kontrol.

Udbruddet af ebola, der især har ramt Guinea, Liberia og Sierra Leone, har ifølge den seneste optælling fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kostet 8981 mennesker livet, og der er registreret flere end 22.000 tilfælde.

Tidligere i februar oplyste WHO, at antallet af nye ebolatilfælde for første gang i år var steget.

/ritzau/