USA truer med nye Rusland-sanktioner før krisemøde

Skrevet af admin

17/04/2014

Mest læste i dag

Hvis ikke Rusland kommer med indrømmelser på torsdagens krisemøde i schweiziske Genève, så står USA klar med nye sanktioner.

Det er budskabet fra Det Hvide Hus forud for mødet mellem USA, Rusland, Ukraine og EU, hvor parterne skal forsøge at finde en diplomatisk løsning på krisen i Ukraine.

- Vi forbereder aktivt nye sanktioner, lyder det fra Jay Carney, talsmand for Det Hvide Hus i Washington.

- Vi ser også på morgendagens møde (torsdag, red.), om Rusland vil eller agter at deeskalere i stedet for at eskalere, tilføjer han.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, siger i et interview med tv-stationen CBS, at hver gang Rusland skaber yderligere uro i Ukraine, får det "konsekvenser", skriver Reuters.

Flere amerikanske embedsmænd, der udtaler sig anonymt, signalerer, at der kun er ringe håb om fremskridt på Genève-mødet.

De afslører også, at USA kun vil gøre brug af de hårdeste sanktioner - at ramme centrale dele af den russiske økonomi - hvis Rusland foretager en total invasion af Ukraine.

Rusland har samlet tusindvis af tropper nær grænsen til den gamle sovjetrepublik. Spændingerne bliver ved med at stige i den østlige del af Ukraine, hvor prorussiske militsfolk har taget kontrol over offentlige bygninger.

Amerikanske embedsmænd mener, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ønsker at have muligheden for at invadere Ukraine.

/ritzau/AFP