USA udviser tre diplomater fra Venezuela

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

USA udviser tre diplomater fra Venezuela, oplyser det amerikanske udenrigsministerium ifølge AFP.

Udvisningerne sker efter, at Venezuela udviste tre amerikanske diplomater i sidste uge, siger kilder til det amerikanske udenrigsministerium.

De tre venezuelanske diplomater er blevet erklæret for persona non grata og har fået 48 timer til at forlade USA, siger kilderne til AFP.

De venezuelanske myndigheder beskyldte de tre udviste amerikanere for at opildne til uroligheder, som har kostet mindst 13 mennesker livet.

Washington siger, at beskyldningerne ikke har nogen rod i den virkelige verden.

Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, siger, at han trods striden vil sende en ny ambassadør til Washington i et forsøg på at forbedre de to landes forhold.

Maduro forsøgte at udfordre præsident Barack Obama til en dialog i sidste uge, efter at tusindvis af demonstranter var begyndt at gå på gaden for at protestere over forholdene i Venezuela.

Maduro blev valgt som præsident sidste år, efter at den mangeårige leder Hugo Chávez døde af kræft.

Forholdet mellem USA og Venezuela er blevet endnu værre under Maduro.

Washington siger, at Maduro bør respektere demokratiske rettigheder og indstille undertrykkelsen af sine politiske modstandere. Under krisen er over 500 mennesker blevet anholdt og 150 er blevet såret.

I USA har berømtheder som Madonna og Cher fordømt den venezuelanske præsident.

Den tidligere argentinske fodboldstjerne Diego Maradona støtter Chavez.

Demonstrationerne i Venezuela begyndte i begyndelsen af måneden, men har spredt og er taget voldsomt til i intensitet, efter at de første mennesker blev dræbt den 12. februar.

Studenter, som fører an i protesterne, siger, at Maduro er inkompetent og uden politisk vilje til at bekæmpe korruption, høj kriminalitet, inflation og mangel på basale fødevarer som mælk, mel og sukker.

/ritzau/AFP