USA: Vi nægter at sige undskyld til Afghanistan

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

USA udelukker at give en undskyldning til Afghanistan for fejltagelser, som er begået i løbet af den 12 år lange krig.

Meldingen i Washington kommer samtidig med, at USA og Afghanistan næsten er blevet enige om indholdet af en sikkerhedsaftale, der betyder, at amerikanske soldater kan blive i landet efter 2014, når den Nato-ledede koalition skal være ude.

- Der er ingen grund til, at USA undskylder til Afghanistan. Snarere det modsatte, fortæller præsident Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice, til tv-stationen CNN.

Aimal Faizi, som er talsmand for Afghanistans præsident, Hamid Karzai, har ellers sagt, at Obama planlægger at skrive og anerkende amerikanske "fejl i krigen mod terror" og det afghanske folks lidelser i forbindelse med USA's krigsindsats.

Men Rice siger, at et sådant brev "hverken er blevet skrevet eller afleveret. Det er ikke på bordet", lyder det.

De to nationer nåede ifølge nyhedsbureauet Reuters tirsdag næsten til enighed om indholdet af sikkerhedsaftalen. Det er blot to dage før, at tusindvis af klanledere og politikere skal mødes i Kabul for at drøfte, om den bilaterale aftale kan godkendes.

Aftalen fastsætter, hvor mange amerikanske soldater, der kan blive i Afghanistan, når hovedparten af de aktuelt 75.000 Nato-soldater, der har været udkommanderet siden 2001, forlader landet.

For at overbevise afghanerne om aftalen forlød det, at præsident Obama var gået med til at skrive et brev til det afghanske folk for at erkende, at USA har begået fejl i krigen mod terror, og han anerkender det afghanske folks lidelser.

Men det er altså dette brev, som sikkerhedsrådgiver Susan Rice anfægter eksistensen af.

/ritzau/AFP