USA vil afskrække Rusland med tunge våben i Baltikum

USA's forsvarsministerium har planer om en fast udstationering af kampvogne, pansrede mandskabsvogne, andre tunge våben og infanterienheder i flere af de baltiske lande og i andre Natolande i det østlige Europa, skriver avisen New York Times.

Udrustningen skal være tilstrækkelig til 3000 til 5000 amerikanske soldater, og formålet med opstillingen er at afskrække Rusland fra yderligere mulige fremtidige aggressioner i området.

Letland, der er et af de lande, hvor våbnene skal opstilles, er positivt indstillet over for en udvidet amerikansk militær tilstedeværelse. Forsvarsminister Raimonds Vejonis sagde i forrige uge i et interview, citeret i New York Times, at der er behov for mere udstyr.

- Hvis der sker noget, kan vi ikke sidde i dage og uger og vente på militær udrustning, sagde Vejonis.

Handlingen kan ses som endnu et tegn på det forværrede sikkerhedspolitiske niveau i Europa. Mark Galetti, der er professor ved New Yorks Universitet og ekspert i russisk sikkerhedspolitik siger til New York Times, at en militær oprustning i Baltikum er en klar markering over for Rusland.

Der har endnu ikke været nogen reaktioner fra russisk side, men præsident Vladimir Putin sagde i den forløbne uge til den italienske avis Il Corriere della Sera, at kun "en vanvittig person tror, at Rusland vil angribe Nato".

Ruslands annektering af Krim-halvøen og støtten til de prorussiske separatister i det østlige Ukraine har fået de tidligere lande i Sovjetunionen, som nu er medlemmer af EU og den vestlige forsvarsalliance Nato til at råbe vagt i gevær.

/ritzau/TT

Dagens Gossip