USA vil destruere Syriens kemiske våben til søs

USA foreslår, at de farligste af Syriens kemiske våben tages om bord på et amerikansk skib for at blive destrueret til søs.

Det fortæller amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.

Det kommer samtidig med, at Danmark har tilbudt i samarbejde med Norge at fragte kemiske våben ud af Syrien om bord på skibe.

Derfor tyder det på, at den amerikanske indsats skal spille sammen med den dansk-norske.

USA vil destruere de kemiske våben med en proces, der kendes som hydrolyse. Det skal ske i mobile enheder, der bringes om bord på det amerikanske skib. De kan omdanne det giftige materiale til en mindre farlig substans.

Det er Organisationen til Forbud mod Kemiske våben (OPCW), som skal tage stilling til det amerikanske og dansk-norske forslag.

Det syriske regime gik i august med til, at alle dets kemiske våben skal destrueres. Det skete efter et angreb med kemiske våben i en forstad til Damaskus, som USA truede med at gengælde med et militært angreb på Syrien.

Embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium siger til nyhedsbureauet Reuters, at en serie forsøg, hvor destruktionsudstyret afprøves, vil blive foretaget senere på måneden om bord på det amerikanske handelsskib Cape Ray.

Det har vist sig vanskeligt at få fragtet hundredvis af giftige kemikalier til havnebyen Latakia for så at få dem destrueret andetsteds, men den syriske regering "tager processen meget alvorligt", siger en embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium.

Danmark, Norge og Italien skal have tilbudt at sejle de kemiske våben og kemiske ingredienser fra Latakia til en anden havn, hvor de skal omlastes til Cape Ray.

Ifølge Reuters forlyder der ikke noget om, hvilken havn der skal bruges til omlastning.

Fungerende udenrigsminister Rasmus Helveg Petersen bekræftede tidligere fredag det danske tilsagn.

- Baseret på beslutninger i FN og OPCW vil Danmark stille skibe til rådighed for at få transporteret de syriske kemiske våben væk. Vi står ved det tilbud, vi tidligere har givet, og påtager os opgaven sammen med Norge, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip