USA vil forhandle våbenhvile mellem Israel og Hamas

Den amerikanske regering er villig til at forhandle en våbenhvile på plads mellem Israel og militante palæstinensere i Hamas, mens krisen mellem de to stridende parter er ved at komme ud af kontrol.

USA's præsident, Barack Obama, har talt i telefon med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, og udtrykt sin bekymring for de voldsomme kampe, og for at flere civile menneskeliv er gået tabt.

Obama ønsker en våbenhvile, der ligner den fra 2012, som Egypten og USA fik forhandlet på plads efter otte dage med israelske luftangreb mod Hamas-mål.

- USA er fortsat indstillet på at muliggøre et stop for fjendtlighederne, herunder en tilbagevenden til våbenhvileaftalen fra november 2012, lyder det fra Det Hvide Hus i Washington.

Hverken Israel eller de militante palæstinensere ser ud til at bløde op i konflikten.

Israelske kampfly fortsatte torsdag deres angreb mod Gazastriben, og flere end 30 palæstinensere mistede livet - heriblandt mange kvinder og børn.

Heller ikke Hamas ser ud til at give sig. Over de seneste 48 timer har gruppen affyret adskillige raketter ind over grænsen til Israel og ramt mål nær Jerusalem og Tel Aviv.

Stridighederne betegnes som de værste siden 2012. De blev udløst af, at tre israelske teenagere 12. juni blev bortført og senere fundet dræbt. Ifølge Israel stod Hamas bag.

Efterfølgende er en ung palæstinenser blevet slået ihjel. Drabet betegnes som hævn for de tre døde israelere.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip