USA vil give fuld økonomisk støtte til Kabul i 2017

Skrevet af admin

23/03/2015

Mest læste i dag

Det er op til USA's præsident, Barack Obama, at bestemme det fremtidige antal amerikanske soldater i Afghanistan.

Det siger Ashraf Ghani, Afghanistans præsident, forud for sit tiltrædelsesbesøg hos Obama i Det Hvide Hus tirsdag.

- Spørgsmålet om antallet er en beslutning for den amerikanske præsident, og den beslutning vil blive taget af Obama, svarer Ghani mandag ifølge nyhedsbureauet AFP, da han blev spurgt, hvor mange soldater, han gerne så blive i Afghanistan.

Men det står klart, at Ghani i hvert fald ikke vil modsætte sig amerikansk hjælp i længere tid, når Obama på tirsdagens møde ventes at annoncere en langsommere tilbagetrækning af de 10.000 amerikanske soldater, der fortsat er udstationeret i landet.

Foruden kontingentet af amerikansk personel står USA angiveligt også klar med fortsat finansiering af det krigshærgede land, som dets militær invaderede for 14 år siden.

Nyhedsbureauet Reuters erfarer fra højtstående kilder i Washington, at USA vil blive ved med at finansiere Afghanistans sikkerhedsstyrker, så de fortsat kan tælle 352.000 mand.

Finansieringen vil fortsætte i hvert fald til udgangen af 2017, hvor Washington har forpligtet sig til at fortsætte med at bruge fire milliarder dollar (over 27 milliarder kroner) årligt i Afghanistan.

Det er anonyme regeringskilder, som har lækket tallene forud for en større pressekonference i Camp David, den amerikanske præsidents weekend- og feriested.

Afghanistans præsident Ghani har her haft møder med embedsmænd og repræsentanter for udenrigsministeriet forud for mødet med præsident Barack Obama.

- Det står klart, at styrken på 352.000, der har været på plads siden 2012, er en passende i størrelse i den nuværende situation. Vi vil senere finde frem til niveauet på længere sigt, siger et højtstående medlem af Obama-administrationen.

Washington har også planer om at optrappe diplomatiet og forsvarssamarbejdet med Kabul.

/ritzau/