USA vil igen sejle tæt på omstridte øer nær Kina

Skrevet af admin

02/04/2016

Mest læste i dag

Amerikanske flådefartøjer er igen på vej på vej mod dele af Det Sydkinesiske Hav, som Kina har krævet kontrollen over. Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer en unavngiven kilde med kendskab til planerne.

Øvelsen vil foregå i april, men det nærmere tidspunkt er ikke kendt.

Det vil være tredje gang, at USA sejler ind i farvand, som Kina anser for at være sit. De sidste to gange har det udløst stærk kritik fra Kina.

Striden består i, at Kina har taget kontrol over en stribe øer i Det Sydkinesiske Hav. Disse øer bruger Kina til at kræve kontrollen med en stor del af havet.

Kinas krav er dog ikke anerkendt af det internationale samfund. Derfor gennemfører den amerikanske flåde såkaldte "freedom of navigation"-øvelser, hvor man bevidst sejler forbi øerne uden at bede de kinesiske myndigheder og den kinesiske flåde om lov.

Ifølge Reuters forventes det, at den amerikanske flåde vil sejle forbi det kinesisk kontrollerede Mischief Reef. Det er et rev, som også Filippinerne gør krav på.

Mischief Reef var tidligere kun oven vande ved lavvande. Men som på flere andre rev har Kina bygget oven på, så der nu ligger en ø med en militærlufthavn.

Kinas syn på, hvor meget af Det Sydkinesiske Hav landet kontrollerer, er en kilde til stor spænding. Ikke bare mellem Kina og flere nationer i Asien, men også med USA.

Ved fredagens atomsikkerhedstopmøde i Washington fortalte Kinas præsident, Xi Jinping, USA's præsident, Barack Obama, at landet ikke vil tolerere, at amerikanske fartøjer sejler igennem det, Kina anser for sit territorialfarvand.

Kina mener, at landet har krav på størsteparten af Det Sydkinesiske Hav og opererer efter en linje, der følger kysten ud over Filippinerne, forbi Malaysia og ender ved kysten ud for det nordlige Vietnam.

/ritzau/