USA vil ikke ophæve lommekniv-forbud på fly

Der kommer til at gå ekstra tid, før det atter bliver tilladt at tage lommeknive med på amerikanske passagerfly.

Blot få dage før, at forbuddet stod til at blive ophævet, siger USA's transportsikkerhedsadministration, TSA, at det alligevel ikke bliver på torsdag, at passagerer kan tage små foldeknive om bord.

Det var ellers planen, og det ville have været første gang siden terrorangrebene 11. september 2001, hvor terrorister tvang passagerfly til at kollidere med World Trade Center i New York.

TSA har været under pres fra både politikere i Washington samt piloter, kabinepersonale og luftfartsselskabernes chefer, der frygter for sikkerheden om bord og har advaret kraftigt mod at tillade knive på fly igen.

Efter det nylige bombeangreb mod Boston Marathon har der generelt været forøget fokus på sikkerheden i USA.

Transportsikkerhedsadministrationen siger, at den skal bruge ekstra tid til at få input fra relevante grupper, før man fører beslutningen ud i livet om knive på fly, lyder det ifølge CNN.

TSA har tidligere sagt, at man hellere vil koncentrere sig om at søge efter farligere trusler såsom sprængladninger end at bruge ressourcer på at konfiskere lommeknive.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV