USA vil ikke vente længe på syrisk nedrustning

Det fastslår den amerikanske udenrigsminister John Kerry, efter at håbet om en diplomatisk løsning på konflikten i Syrien har fået nyt liv.

»Vi venter på et forslag. Men vi venter ikke længe,« siger han.

Rusland har foreslået, at præsident Bashar al-Assad kan give slip på kontrollen med landets omdiskuterede kemiske våben for at undgå en amerikansk militær straffesanktion. Og når et konkret forslag er på bordet, er den amerikanske præsident klar til at nærlæse det, forklarer Kerry.

»Præsident Obama vil kaste et grundigt blik på det. Men forslaget skal komme hurtigt, det skal være reelt, det skal kunne verificeres. Det må ikke være en forhalingstaktik,« siger han ifølge Reuters.

Han slår fast, at Syrien ligger inde med omkring »tusind ton« kemiske våben.

USAs forsvarsminister bakker op om John Kerry, og gør det samtidig klart, at USA er nødt til at fastholde truslen om et militært indgreb, hvis det diplomatiske spor skal lykkes.

»Vi håber alle, at denne mulighed kan være en løsning på krisen.«

»For at den diplomatiske mulighed skal have en chance for at lykkes, må truslen om en amerikansk militærhandling fortsætte,« siger Chuck Hagel.

Den syriske regering er angiveligt gået med til at overgive kontrollen med landets kemiske våben, som russerne har foreslået, oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

»Vi havde frugtbare forhandlinger med udenrigsminister Sergej Lavrov i går, og han foreslog et initiativ omkring kemiske våben. Ud på aftenen gik vi med på det russiske initiativ,« siger den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, ifølge Interfax.

Ifølge den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, arbejder russerne allerede på en køreplan for overdragelsen af de farlige våben.

»Vi arbejder fra den russiske side i øjeblikket på at udfærdige en effektiv, klar og konkret plan,« siger han ifølge AFP.

Den hårdt prøvede syriske civilbefolkning skal dog ikke forvente, at en eventuel overdragelse af styrets kemiske våben betyder, at blodsudgydelserne i landet stopper. Det kan langt fra løse den borgerkrig, som har kostet flere end 100.000 mennesker livet og sendt to millioner syrere på flugt, vurderer seniorforsker Henrik Ø. Breitenbauch fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

»Det har aldrig været meningen, at et eventuelt angreb i Syrien skulle forandre noget i forhold til borgerkrigen. Det er svært at forestille sig, at en aftale om kemiske våben vil ændre på det,« siger han. Den humanitære krise i og omkring Syrien vil heller ikke mindskes med mere diplomati, lyder det fra Dansk Flygtningehjælp.

»Jeg tror, situationen har nået en sådan kompleksitet, så der skal stærke politiske kræfter til for at finde en løsning. Det ser ikke ud, som om det er inden for rækkevidde i øjeblikket,« siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

Dagens Gossip