USA vil isolere Islamisk Stat fra internet i cyberangreb

Det amerikanske forsvar vil forsøge at afskære Islamisk Stat adgangen til internettet og dermed forsøge at isolere den ekstremistiske gruppe militært og økonomisk.

Pentagons særlige cyberkommando skal blandt andet forsøge at sikre, at IS ikke kan rekruttere militante og ikke tjene penge på olie.

Den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, beskriver missionen som cyberkommandoens første store kampmission.

- Målet er at afskære Islamisk Stats kommunikationsveje og kontrol, afskære muligheden for at flytte penge og afskære muligheden for at tyrannisere og kontrollere folk. Forhindre IS i at rekruttere eksternt, siger Carter på et udvalgsmøde i Washington.

USA begyndte i efteråret 2014 at bombe den ekstremistiske gruppe. Amerikanerne har fået støtte af en række lande. Senest har Folketinget besluttet at øge bidraget til kampmissionen i Syrien.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip