USA vil sende droner over Afrika

USA planlægger at oprette en base for førerløse fly, de såkaldte droner, i den nordvestlige del af Afrika, skriver New York Times.

Anonyme kilder siger til avisen, at USA ønsker at øge overvågningen af militante islamister i regionen. Ifølge kilderne er der også mulighed for, at dronerne vil blive anvendt i forbindelse med raketangreb mod militante islamistgrupper.

De senere år har USA gennemført hundredvis af lignende droneangreb mod formodede terrorister i Pakistan, Afghanistan, Yemen og Somalia.

Det er endnu ikke besluttet, hvor den nye amerikanske base skal ligge, men Niger eller Burkina Faso bliver nævnt som mulige steder.

Begge lande ligger tæt på Mali, hvor det franske militær har interveneret i et forsøg på at nedkæmpe militante islamister, som har erobret den nordlige del af landet.

Blandt disse Mokhtar Belmokhtar, der hævder at have planlagt det terrorangreb mod et gasanlæg i Algeriet for nylig, som kostede 37 udenlandske statsborgere livet.

Ifølge en rapport fra den amerikanske lobbyorganisation Reprieve i september, er op til 3300 personer, der i blandt så mange som 900 ubevæbnede civile, dræbt under amerikanske droneangreb de senere år.

FN har indledt en granskning af angrebene og vil kortlægge, hvor mange civile ofre, de har krævet.

- Den tiltagende anvendelse af droner i en række militære og ikke-militære sammenhænge udgør en stort udfordring i forhold til folkeretten, sagde FN's ansvarlige for undersøgelsen, Ben Emmerson, i forrige uge.

USA står for langt de fleste af droneangrebene, men også israelske angreb med førerløse fly mod mål på Gazastriben skal granskes.

/ritzau/dpa

 

Dagens Gossip