USA vil tilbyde Israel mere sikkerhed efter atomaftale

Skrevet af admin

05/08/2015

Mest læste i dag

Det amerikanske udenrigsministerium siger, at USA's regering er parat til at drøfte yderligere sikkerhedsassistance til Israel i kølvandet på den indgåede atomaftale med Iran.

Det sker, efter at israelske ledere i stærke vendinger har kaldt aftalen en trussel mod Israels eksistens.

Wendy Sherman, som er Washingtons hovedforhandler i drøftelserne med Iran, siger, at "præsident Barack Obamas administration er parat til at diskutere yderligere støtte til Israels sikkerhed i aftalens kølvand".

Sherman fremsatte udtalelsen i en høring i Senatet, hvor hun skulle redegøre for aftalen, som bliver stærkt kritiseret af Republikanerne.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har kaldt atomaftalen med Iran for en historisk fejltagelse. De to lande er hinandens ærkefjender.

Iran nægter nogensinde at have forsøgt at udvikle atomvåben og har hele tiden påstået, at atomprogrammet kun har fredelige formål.

Israel er det eneste land i Mellemøsten, der har atomvåben. Det er dog stadig ikke noget, den israelske regering officielt bekræfter.

Syv ud af ti israelere mener, at atomaftalen med Iran vil gøre det lettere for iranerne også at skaffe atomvåben. Det viste en meningsmåling, som Panel Politics Polling Institute udførte for den israelske avis Maariv midt i juli.

Målet med atomaftalen, som blev forhandlet på plads med Iran af USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, er at sikre, at Iran ikke bruger sit atomprogram til at udvikle atomvåben.

Aftalen giver mulighed for international overvågning af Irans atomfaciliteter, mens barske sanktioner over for det mellemøstlige land til gengæld skal hæves.

Den amerikanske kongres har frem til den 17. september til at godkende eller afvise aftalen.

/ritzau/Reuters